Rund

Det sydlige anneks tilbyder et stort, veloplyst rum med en smuk udsigt over frodigt grønt og Mühlenteich - møllerdammen. Det er blevet et mødested for børnegudstjenester, der finder sted samtidig med voksenmenighedens. Børnene har deres eget alter, synger sange, lytter til bibelske historier, laver håndarbejde og leger.

Oprindeligt havde døbefonten sin plads nær indgangen til kirken: Alle, der trådte ind i kirken, blev mindet om, at de var blevet døbt, at de tilhørte Gud. I 1942 blev domkirken og meget af dens interiør ødelagt i et luftangreb på Lübeck. Døbefontens cirkulære ramme blev nydesignet af Friedhelm Grundmann. Næsten hver uge afholdes der dåbsceremonier her - hver gang en bevægende begivenhed. En særlig detalje: Orgelspilleren sætter sig ikke ned, mens han spiller. Lyden af orglet ledsager dåbshandlinger, og der er også særlige koncerter i det cirkulære rum.

"Jesu Kristi klagesang over den utaknemmelige verden" er et billede, der næppe findes magen til andre steder. En inskription, "Lübeck Domkirkes tankesprog", lyder:
"Jeg er lyset - du ser mig ikke.
Jeg er vejen - du går den ikke.
Sandheden - du tror ikke på mig.
Livet - du søger mig ikke.
Jeg er rig - I begærer mig ikke.
Jeg er ædel - du tjener mig ikke.
Den smukkeste - jeg er ikke elsket.
Jeg er barmhjertig - man stoler ikke på mig.
Jeg er almægtig - jeg er ikke frygtet.
Jeg er en lærer - jeg bliver ikke fulgt.
Hvis du bliver dømt, skal du ikke hindre mig."

Legenden fortæller, at den stærke Christophorus, som kun ønsker at tjene den mægtigste herre, bærer rejsende over floden, som krævet af eremitten, der ses i baggrunden. En dag er det et barn, og dets byrde er næsten for tung for ham. For dette barn er Jesus, som bærer verdens synder. Christophorus ofrer sit liv til Jesus. Den dag i dag er han anerkendt som skytshelgen for rejsende.

The carvings on the Rood Screen by Bernt Notke were completed in 1477, together with the Triumphal Cross. Four statues show the patrons of the cathedral: Nicholas, Mary, John the Baptist, and Blaze. The clock is from 1628. Faith – a woman – rings the quarters of an hour. At every full hour a skeleton – Death – rings a bell and turns over his hourglass: our time is limited but not over yet. We are given yet another new valuable hour – trusting in God who has all time in his hands.

Dette alter dedikeret til Maria viser bebudelsen af Jesu fødsel ved hjælp af billedet af en enhjørning, der jager. Gud kommer til denne verden i sin søn Jesus. Dette mysterium er udtrykt i et middelalderligt symbolsprog: Ifølge legenden er det kun en jomfru, der kan fange enhjørningen.

At tænde et lys kan være en bøn uden ord. Mange mennesker gør det dag for dag. To gange om måneden, en fredag aften, fejres en meditationsgudstjeneste omkring lysalteret. En del af dette er Taizé-sange, en tid med stilhed og mulighed for generelle forbønner.

Det store triumfkors af Bernt Notke blev skænket af biskop Krummedick og opstillet i 1477. Øverst, til venstre og højre, ser vi Adam og Eva; den sørgende Maria og disciplen Johannes står under korset. Krummendick, giveren, stiller sig over for Maria Magdalene, den såkaldte store synderinde, og appellerer dermed til den tilgivelse, som denne kvinde har fået. Skikkelsen af den korsfæstede Kristus kombinerer i Notkes vision majestæten og smerten ved Guds søns død. Korset blev modelleret som et livets træ: grene skyder op fra det træ, der bærer Jesus. Fordømmelsens træ bliver forvandlet til livets træ. Troen på Kristus, som gav sit liv som vidnesbyrd om Guds kærlighed, giver liv.

Alteret med de kanoniske tider på dagen blev skabt af en håndværksmester fra Lübeck i begyndelsen af det 15. århundrede. Jesu 7 korsveje er spejlet i de 7 tider på dagen. Ordene er taget fra en latinsk hymne, som i en tysk version er blevet inkorporeret i den protestantiske salmebog: Kristus, som bringer frelse (hymne 77). I de 7 uger af fasten før påske samles menigheden foran dette alter til en fastebøn for at blive mindet om menneskets og skaberværkets lidelser i vores tid.

Dette alter forestiller Kristus, der bliver menneske. Der er julestemning hele året rundt: Det centrale alter viser Maria med barnet og helgenerne Katarina og Barbara; de malede sidefløje viser scener fra advent og jul.

På et af de gamle gravkapeller sidder en lille barok marmorputto, som langt fra er ked af det: Han blæser sæbebobler.
Det er for at vise, hvor farverigt, ømt og uudgrundeligt livet er - og hvor farligt, sårbart og forgængeligt. Uberørt
bliver den lille engel med sine sæbebobler af sten et symbol på, at mennesker kan nyde sig selv her og nu og øjeblikkets lykke.

Hver søndag og på festdage kl. 10.00 fejrer Dom-menigheden en gudstjeneste med den hellige kommunion. Medlemmer af menigheden læser skriftsteder og hjælper med at uddele sakramentet. Konfirmanderne tænder lys for døbte børn, brudepar og afdøde og beder for dem.

Prædikestolen bæres af figuren af Moses med lovens tavler. Selve prædikestolen er udsmykket med 7 alabastrelieffer, der viser scener fra Jesu liv. Lydpladen fra 1570 rummer en statue af den opstandne Kristus. Prædikestolen er stedet for prædikenen, som hver søndag har til formål at relatere de traditionelle skrifter til mennesker og udfordringer i vores tid. Domkirken er prædikested for den regionale biskop for Nordkirche (Nordkirken) såvel som den kvindelige biskop for Hamburg og Lübeck sogne.

Orglets opbygning følger den klassiske nordtyske tradition: stort orgel, kor, svelleværk, sidepedaltårne. Det er et enestående stykke arbejde for sin tid. I løbet af året afholdes der regelmæssigt orgelkoncerter af domorganisten. Og under Lübecks Orgelsommer giver mange anerkendte nationale og internationale organister koncerter. Marcussen-orglet blev gennemgribende renoveret i 2016 og 2022.

Alle vinduerne i Domkirken blev ødelagt under luftangrebet i 1942. Under genopbygningen valgte man ruder med enkle blybeslag. Det vestlige vindue blev dog kunstnerisk genskabt af Lothar Quinte. Når der afholdes aftengudstjenester, især i marts og september, når solstrålerne - i utrolige farver - ud gennem dette vindue for at dække Triumfkorset: en prædiken uden et eneste ord!

Denne yndefulde figur af den hellige Maria blev lavet kort før reformationen. Dybt nedsunket i sig selv synes englens ord at give genlyd i hende: Hil dig, Maria, fuld af nåde. Hun ser på Jesusbarnet, som løfter sin hånd til velsignelse og med den anden hånd rækker ud efter druerne, som Maria holder i sine hænder. Selv om det kan se legende ud, er det dog et forvarsel om Kristi lidelse og festen for den hellige nadver.

Ovanför den igenmurade passagen till predikohuset i det tidigare domkyrkoklostret hänger två målningar från 1646 som illustrerar domkyrkans grundläggningssaga:

När kejsar Karolus Magnus en dag jagade vid den wendiska gränsen, lyckades han på ett märkligt sätt fälla en vacker, stor hjort. Han hade redan spänt bågen: då sjönk det stolta djuret ner på knä och lade sig vänligt mot honom. Nu sätter kejsaren en gyllene krage på den, prydd med juveler, och skriver in antalet år som har gått sedan Kristi födelse. Fyrahundra år senare ser hertig Henrik Lejonet varje morgon en hjort komma från sitt slott i Hertogen till källan som rinner upp på berget. Han låter fånga hjorten och ser på nackprydnaden att ett gyllene kors har vuxit upp mellan de mäktiga hornen. Detta rörde hans hjärta, så han lät lägga grunden till domkyrkan på den plats som hjorten besökt, och gav den ett gyllene kors i ett rött fält som vapen.

Men han kunde inte helt besegra källan, och om man lyssnar noga så forsar den fortfarande i den djupaste marken. Det är därför tornen är krokiga (Lübische Geschichten und Sagen, publicerad 1852).